til Helsingfors og være til Stede, naar Zachris blev laurbærkranset. At Søster Sophie skulde følge med Fru Topelius, var jo naturligt. Men mærkeligere var det, at Raadmand Lithén ogsaa blev smittet af den almindelige Begejstring og bestemte at rejse til Jubelfesten med sin Hustru og sine Døtre. Naturligvis foretog de to Familier Rejsen i Fællesskab, og en smuk Julidag kørte syv fornøjede Mennesker ud af Byporten i Nykarleby. Fru Topelius og Sophie kørte i Spidsen i en Kurérkærre, efter dem fulgte Raadmanden og hans Kone i Vogn og allersidst Rosalie og Mathilda, ogsaa i Vogn med Fætter Zache paa Bukken. Paa hele den lange Rejse havde man ikke nogetsomhelst andet at tænke paa end at fornøje sig paa det bedste. Kærlighedssorgerne gav man en god Dag; ingenting maatte have Lov at forstyrre Fornøjelsen ved at være ude at rejse. De unge Piger glædede sig over hver køn Blomst ved Vejkanten, over en St. Hansorm, over en rødmosset Dreng ved et Led, over en smuk Pige paa en Gæstgivergaard. De lagde Vejen igennem Ilmola, Johan Gabriel Toppelius' fordums Sogn, og besøgte hans Enke; ligeledes opsøgte de Kantor Finnstrøm i Tavastehus og opfriskede Erindringer fra Nykarlebytiden. Desuden var de saa heldige at komme midt ind i to store Bondebryllupper og fik baade Stadsen at se og Traktementet at smage. De morede sig paa det bedste og omgikkes i største Fortrolighed. Zachris undrede sig næsten over, at ikke under alt dette noget af den 142