fortrudt det, aldrig længtes tilbage ? Har du i dit ny Hjemland mødt samme Kærlighed, som vi vilde have givet dig? Har ikke din Lyre savnet Suset af Fædrejordens Graner?" Mens de unge Studenter stod derude optaget af disse Spørgsmaal, traadte Fædrelandet bestandig klarere frem for deres Øjne. De syntes, de saa det som et levende, elskende Væsen, der strakte Armene ud efter ham, som nylig var kørt forbi, og spurgte: „Hvor kunde du forlade mig?" Og de blev alle grebne af en smertelig Ømhed for dette Land, der endnu sørgede over Tabet af en stor Søn. De vilde aldrig svigte det. Lykkelige og stolte var de, hvis Fædre havde været sat paa samme Prøve uden at svigte. En Zachris Topelius, der kunde opvise to Forfædre, som var vendt hjem til Fædrelandet fra gode Kaar i fremmede Lande, følte sig stoltere, end om han havde haft kongeligt Blod i sine "Aarer. De hundrede Studenter vendte stille tilbage til Byen, forenede i Kærlighed til et Væsen, der elskede dem alle med samme Kærlighed. Alle vilde de give Finland Erstatning, naar deres Tid kom. Dets Ære skulde blive stor, uden Grænse. Næste Dag begyndte Højtidelighedernes lange Række med Universitetets Fest. Dette var den store Mindedag, da de to hundrede Aars Historie blev fremdraget med Glæde og Tak. Om Torsdagen fandt den teologiske Doktorpromotion Sted, om Fredagen promoveredes de juridiske Doctores, om Lørdagen Medicinerne, Søndagen var Hviledag, men om Mandagen var det de filo- 148