gik man først i Procession fra Universitetet til Nikolaikirken. Derpaa fulgte Promotionen, og Franzén var den første, der modtog Magisterkransen. Der blev den Dag fra Prædikestolen talt over Teksten: „Lad eders Lys skinne for Menneskene." Og atter sporede man det samme: Fædrelandet var til Stede i alles Tanker. De unge Magistre blev indviet til dets Tjeneste, ikke til egen Ære og Vinding. Et Begejstringens Aandepust gik igennem Kirken. De, der fik Del i den Stunds Vækkelse, bar Præg af den hele deres Liv. Den unge Skare fattede Forsætter, aflagde Løfter. Og imellem de unge, der med et helligt Løfte viede deres Liv til Fædrelandet, var ogsaa Zachris Topelius. „Her er mange unge til Stede, som elsker Finland," sagde han til sig selv. „Her er dem, som vil arbejde paa at gøre det rigt, andre vil gøre det berømt, og andre igen vil gøre det til et fromt, Gud velbehageligt Land. Men jeg for min Part, jeg vilde ønske, jeg kunde gøre det til et Land, hvor der er godt at være, jeg vilde give det glade og venlige, opvakte og aandelig interesserede Indbyggere, jeg vilde fylde det med Hjem, der straaler af Tilfredshed og Lykke, jeg vilde opvække Kunstnere, der forskønner Livet, jeg vilde plante en Rosenbusk udenfor ethvert Hus og gøre hele Landet til en Rosenhave." Han smilede først ved denne Tanke, men straks efter syntes han, at han med disse Ord netop havde ramt det, han helst vilde virke for. Hans Liv havde jo været lykkeligere end alle andres, men alligevel havde han altid maattet skabe en Drømmenes Ha- 150