kring med mig!" sagde Faderen. Den lille Elias sukkede, for han holdt alligevel mest af sin Bog, men han var ydmyg, lydig og lærvillig; han fulgte med Faderen rundt i Bøndergaardene, sad paa Bordet, som Skrædere plejer, riede og syede, saa det gjorde ondt i Fingrene. Somme Tider kunde det jo nok hænde, at han havde en Bog i Lommen og listede sig lidt til Side for at læse, tidlig om Morgenen og sent om Aftenen. Lys havde han ikke ved Vintertid, men man kan ogsaa læse ved en Lyselçlyne. „Elias bliver en dygtig Skræder," sagde Faderen tilfreds. „Det er ikke den ringeste Kunst her i Verden at sy ordentlige Knaphuller og faa Knapperne til at sidde fast, saa de ikke ryger af Frakken hver Gang man har spist sig mæt." Men en Gang da Skræderen igen holdt saadan en lille Tale, gav Drengen sig til at græde. „Hvad græder du for?" spurgte Faderen, og Drengen maatte gaa til Bekendelse: han vilde hellere læse end sy. „Jeg skal tale med Præsten," trøstede Faderen. Præsten sagde: „Send ham til Åbo Skole! Der lærer han mere end i Ekenäs." Faderen overvejede Sagen, for hvad Præsten siger, det maa man tænke over; han raadførte sig med sine Naboer, og de hjalp ham vel lidt; nok er det, Drengen blev sendt til Åbo Skole. „Naa, hvad har du læst?" spurgte Rektor. „Det og det", svarede Drengen paa Finsk; han havde allerede glemt den Smule Svensk, han havde lært i Ekenäs. Og da Rektor overhørte ham, svarede ISS