naar han kyssede hendes Læber, vilde han dø at Sorg over, at det unævnelige havde faaet Skikkelse. Eftersom han gik videre i denne Leg med Ord, blev han beruset af Skønheden i de blødt formede Strofer og i den sukkende Rytme, som det var lykkedes ham at finde til Skildringen af denne Drømmebrud, der aldrig havde været til. Saa let og fin levede Drømmen i hans Sind, at han ikke engang vilde røbe, at det kun var en Drøm. „En Morgen tidligt", skrev han, „indaandede jeg Pinseliljernes Duft, den vemodigt blide, og jeg sagde til mig selv: ,det er hende I' Da hørte jeg rundt om Løv og Liljer le; jeg syntes, de sagde til hverandre: ,nu ved vi, hvem hun er, det er hende!' Jeg forfærdedes over disse susende Ord og over mig selv, at jeg havde røbet, hvad de væ-sensløse, evigt tavse Drømme forgæves havde søgt at udforske. Jeg flygtede langt bort, og jeg lovede mig selv aldrig at plette min Anelses Straaleglans med Ord, der aabenbarer det uudsigelige." Til sidst hævede han sig i dette Kærlighedsdigt om en Drøm til en Lovprisning af Flammen i hans egen Sjæl, af den Magt i Sjælens Dyb, der skaber alle Drømme. „Du som jeg elsker uden Navn, uden Form og uden Lyd, o, jeg ved ogsaa saa vist, at du ikke er den døde Tomhed, den blotte Fornegtelse af det, som de brændende Hjerter gerne trykker fast ind til sig, hyllet i de skønneste Farver og det varmeste Blod. Jeg ved, at du er Livet, Skønheden, Kærligheden, og alligevel lader dit Væsen sig ikke fange i disse Ord eller i nogen Ord. Du flyr mine 168