Læbers Udtryk, som det højeste og skønneste bestandig undflyr en jordisk Favn, og fangede jeg dig, vilde du forgaa.---Og dog er du mig bestandig nær: Nat og Dag ser jeg dit straalende Ansigt tæt ved mig, og foran mig svæver dit Billede, hvor jeg saa gaar, som en viftende Lue. Kender jeg dig? Ak ja, min Sjæls Vished, det er dig. Dit Væsen lader sig ikke binde af Duft, Farve, Tone, men det gennemstraaler dem alle, deres Skønhed er ikke andet end dig.---" Mon det var ham selv klart, da han skrev saaledes, at han udtrykte sig som en Mystiker, som en af disse det indre Livs Mestre, der fordyber sig i Studiet af Sjælens Hemmeligheder og med bævende Ord søger at skildre deres Forhold til den alt gennemtrængende Verdensaand? Samme Efteraar skrev han endnu et Digt, der viste, hvor stærkt han nu følte sig draget til det mystiskes Enemærker. Han kaldte det „Digt og Virkelighed", og det hedder i det sidste Vers: Thi Livets Drøm og Vaagen gaar over i hinanden, en fin, usynlig Linje dem forbinder. Og hvem kan skelne Hav fra Himmelranden? Til Virkelighedens Grænse ingen finder. Af dette og af adskilligt andet agtede han at skabe Digtet om Hangola. Det skulde bestaa af Smaadigte, lette som Vindpust. De skulde dufte af Vildmarkens Hægg> den blaaøjede fra Kahra skulde smilende titte frem fra dem, og det unævnelige, det mystiske, der vælder op fra Sjælens lønligste Dyb, skulde forlene dem med sit evige Trylleri. 169