Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Læbers Udtryk, som det højeste og skønneste
bestandig undflyr en jordisk Favn, og fangede jeg
dig, vilde du forgaa.–-Og dog er du mig
bestandig nær: Nat og Dag ser jeg dit straalende
Ansigt tæt ved mig, og foran mig svæver dit
Billede, hvor jeg saa gaar, som en viftende Lue.
Kender jeg dig? Ak ja, min Sjæls Vished, det er
dig. Dit Væsen lader sig ikke binde af Duft, Farve,
Tone, men det gennemstraaler dem alle, deres
Skønhed er ikke andet end dig.–-"
Mon det var ham selv klart, da han skrev
saaledes, at han udtrykte sig som en Mystiker, som
en af disse det indre Livs Mestre, der fordyber
sig i Studiet af Sjælens Hemmeligheder og med
bævende Ord søger at skildre deres Forhold til
den alt gennemtrængende Verdensaand?
Samme Efteraar skrev han endnu et Digt, der
viste, hvor stærkt han nu følte sig draget til det
mystiskes Enemærker. Han kaldte det „Digt og
Virkelighed", og det hedder i det sidste Vers:
Thi Livets Drøm og Vaagen gaar over i hinanden,
en fin, usynlig Linje dem forbinder.
Og hvem kan skelne Hav fra Himmelranden?
Til Virkelighedens Grænse ingen finder.
Af dette og af adskilligt andet agtede han at
skabe Digtet om Hangola. Det skulde bestaa af
Smaadigte, lette som Vindpust. De skulde dufte af
Vildmarkens Hægg> den blaaøjede fra Kahra
skulde smilende titte frem fra dem, og det
unævnelige, det mystiske, der vælder op fra Sjælens
lønligste Dyb, skulde forlene dem med sit evige Trylleri.
169
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
