I Slutningen af Oktober kom Zachris kørende op til Kahra Gæstgivergaard paa Vej til Helsingfors. Endnu havde han ikke formaaet at træffe det vanskelige Valg af en Livsbane, rimeligvis fordi ingen af de tre Veje, som han mente han havde at vælge imellem, tiltalte hans inderste Jeg. Men at leve som Forfatter var jo saa dristig en Tanke, at han knap turde tilstaa den for sig selv. Da han nu igen nærmede sig Kahra, mylrede ganske de samme Tanker frem i hans Hjerne, som da han sidste Gang kom i Nærheden af Gaarden. Længslen efter Landet, efter det simple Liv i Naturen, efter det ufordærvede finske Folk! Han tænkte paa Bønder og Skydsdrenge, som han havde truffet paa sine bestandige Rejser fra og til Hovedstaden, og som han havde talt saa meget med, som hans daarlige Finsk vilde tillade» Hos alle disse ulærde Mennesker mente han at have fundet en forunderlig Blanding af Dybsind og Barnlighed; desuden havde han hos dem alle sporet en Fortrolighed med Naturen, som gjorde deres Sprog uudtømmelig rigt paa Billeder. Dette oprindelige og dybsindige, dette, der paa een Gang var blidt og vildt, med eet Ord, dette poetiske Sind havde han aldrig mødt saa udpræget som hos Finnerne. Han længtes efter at blive et med dem og af dem at lære det finske Folks gamle Visdom. Han tænkte paa, at han selv havde finsk Blod i sine Aarer, svensk ogsaa naturligvis, og desuden baade jødisk og slavisk, hvis man skulde tage det 170