nøje. Men Stamfaderen til hans Slægt var en Finne fra Toppila Gaard oppe ved Uleåborg. I dette Øjeblik følte han sig som en landflygtig Mand, der higer hjem til sit rette Fædreland. Det var Blodets Stemme, der talte: han skulde fødes paa ny i sit finske Folk. Jo nærmere han kom til Kahra, desto fastere Form fik hans Længsel. Han hørte atter Stemmer hviske fra Lyng og visne Blade, fra rislende Bække og raslende Siv. „Kom ud til os i Vildmarken I Her skal vi lære dig at synge, som ingen har sunget før dig. Vier du dit Liv til at oplyse og forædle dit finske Folk, saa skal du ikke være uden Løn. „Hvorfor veg du første Gang tilbage saa hurtigt og uoverlagt? Hvorfor gjorde du ikke idetmindste et Forsøg paa at vinde den skønne, blaa-øjede Pige fra Kahra? Har du ikke kunnet tyde hendes Blikke? Tro ikke, hun elsker den Bonde, hun har forlovet sig med! Tal med hende! Det er dig, hun elsker. Skoven er fuld af hendes Længsel. Lyngen er vaad af hendes Taarer. „Forstaar du ikke, at hun er den finske Sangmø, hvem det endnu engang er blevet forundt at betræde denne Jord? Det er hende, der har sunget om Aino og Väinämöinen. Du maa prøve at vinde hende, der kan trylle Skønhed frem af Vildmarkens Lynghede." Mens Stemmerne lød saadan i hans Øren, fyldtes hans Sind ganske ligesom sidste Gang af den største Vished og Tryghed. Nu var han helt inde i samme Tankegang. Han vilde træde frem som 171