Bondens Medbejler og slaa ham af Marken. Lyngblomsten fra Kahra skulde tilhøre ham, der formaaede at skatte hendes Skønhed og bly Elskelighed. Ingen anden forstod, at hun var Sangmøen. Ingen anden trængte som han til at faa hende til Hustru. Hun var Inspirationen, det ovenfra givne, det mystiske i Sangen. Aldrig vilde han afstaa hende til en anden. Dagen havde været regnfuld, men da han fik Bondegaarden i Sigte, brød Solen frem gennem Skyerne, og han tog dette for et godt Varsel. Paa Kahra Gæstgivergaard havde man allerede faaet Øje paa den rejsende. De havde set den gyldne Lyre paa Huen glimte, og en raabte ud i Gaarden, at det var en Student der kom. Han smældede med Pisken og svingede rask ind paa Gaardspladsen. I Vinduet stod Pigerne og Værtinden selv og saa ud. „Det er den Student, der har rejst her frem og tilbage i saa mange Herrens Aar," sagde de, „lige fra han var en lille Dreng. Se, han har endnu sin gamle Birketræs Pibe, sin Sælskindskuffert og sine Pistoler." Zachris kunde mærke, han var velkommen. Børn og unge Piger flokkedes om Vognen. De ventede, at han skulde dele Slikkerier ud til dem, som han plejede, og de lo paa Forhaand af de Morsomheder, han vilde sige. Han sprang af Vognen og tog Madposen frem. I det bedste Humør af Verden banede han sig Vej gennem Flokken og lagde nøje Mærke til 172