hvert enkelt Ansigt. Nej, den smukke Greta var ikke med iblandt dem. Inde i Gæstestuen kom Værten ham i Møde. Den gamle blev glad ved at se ham ligesom de andre. De var gamle Venner og vekslede et kraftigt Haandtryk. Snart kom Klukflasken frem af Madposen, Værten fik sin Del, og saa fik han Munden paa Gang. „Naa, saa den unge Herre rejser igen ned til Helsingfors," sagde han. „Bliver han da aldrig udlært? Vil han lære at forstaa Fuglenes Sprog?" Den Vise havde den unge Magister hørt mange Gange før. Han svarede som han plejede. „Gjaldt det ikke sværere Ting, saa havde jeg været færdig for længe siden. Men jeg er nu i Færd med at lære den Kunst at leve." De talte lidt om løst og fast. Til sidst sagde Bonden og blinkede betydningsfuldt: „Ja, Greta, hende faar I nu ikke at se denne Gang. Hun er gift med Hangola nu. Men Gud ved, om det ikke var jer, hun holdt af?" Den unge Magisters Haand kom til at ryste, som han sad der og skar sig et Stykke Brød. Han kunde ikke faa et Ord frem. Han holdt op at spise, samlede sine Sager sammen og kørte sin Vej. Da han var kommet et godt Stykke henad Vejen, forekom det ham, at han vaagnede af en lang Afmagt. Han maatte have faaet et voldsomt Slag i Hovedet og været bedøvet i lang Tid. Nu da han kom til sig selv igen, gennemtrængtes hele hans 173