Væsen af en heftig Smerte. Legeme og Sjæl skælvede i Pine. Havde han ikke ventet dette? Hvad var det for et Vanvid, der havde grebet ham? Han længtes, han brændte. Han vilde vende om for at faa Greta at se, om end kun for et Øjeblik. En saadan Lidenskab havde aldrig før gennem-glødet hans Væsen. En Længsel som denne havde hverken Emilie eller Mathilda vakt hos ham. Dette var en saadan Følelsernes Hvirvelvind, som slaar Mennesker ud af deres Bane og driver dem ud i Last og Undergang. III Det var den anden November 1840 sent paa Natten. Zachris gik op og ned i sin Stue i Helsingfors. Han var ophidset og fortvivlet, han vred sine Hænder og stønnede af Pine. Nu og da kastede han sig paa Knæ ved en Stol og bad til Gud. Mens han saadan led og stred, slog en Tanke ned i hans Hjerne, ganske som om den kom udefra og han selv ikke havde nogen Del i den. „Aa nej, det er umuligt," sagde han ganske højt og blev staaende midt paa Gulvet. „Saadan noget kan ikke ske." Men i samme Øjeblik kom han til at tænke paa gamle Brita Kiviranta hjemme paa Kuddnäs og alt hvad hun havde fortalt om Kvinder, der kunde kaste Runer for Mænd, som ikke gengældte deres Kærlighed. De kunde indblæse en saadan Længsel i deres Hjerte, at den bragte Døden, hvis den ikke blev stillet. 174