Han rystede paa Hovedet, han jog Tanken fra sig. Dette vilde han ikke tro. Alt mystisk havde altid haft en stærk Tiltrækningskraft for ham. Han havde aldrig kunnet faa nok af Spaadomme, Varsler, Spøgelsehistorier, men det var fordi han optog den Slags Ting i sin Fantasi og omformede dem til Poesi. Han troede ikke i mindste Maade hverken paa Nøkken eller Nissen, hverken paa Elskovsruner eller anden gammel finsk Trolddom. Han gik hen til Skrivebordet. Han greb Pennen for at holde de onde Tanker borte. Hvad han skrev, blev en Bøn: O Gud, min Gud, mit Hjærte til dig raaber af Natten truet midt i Morgenrøden; min Aand vansmægter, læsk mig med Livets Draaber, thi Jordens Drik er blandet besk med Døden! Min Sjæl er tynget, saa knap mer den haaber, skønt Livet ler og skøn er Ungdomsgløden, og Himlens Stjerner dør som Duggens Draaber. Det var til Gud, han vendte sig for at faa Hjælp, hans Længsel efter det evige havde aldrig været stærkere end nu, da Mørkets Magter anfaldt ham. Men efter det, han nu havde oplevet, følte han, at han ikke kunde blive Præst. Han vilde heller ikke være Læge. Han var nødt til at vælge et Studium, som han virkelig kunde elske. Et Par Dage efter gik han derfor til Professor Rein og meldte, at han agtede at tage Licentiatgraden i Filosofi med Historie som Hovedfag. Arbejdet skulde være hans Redning og Oprejs- 175