ning. Han vilde fra nu af ikke stræbe efter Lykke for sig selv. Han vilde døve sin Lidenskab ved at arbejde for Fædrelandet. Han var jo allerede indviet til dets Tjeneste. Der var ingen Lykke for ham ad nogen anden Vej. Da Juleferien kom, rejste han igen hjem over Kahra, og denne Gang gav han sig Tid, saa han fik Greta at se. Han gik til Mødet med stor Uro, men han følte, at det var nødvendigt. Han var indvævet i et Net af Drømme, og han forstod ikke sig selv. Han tænkte sig, at naar han gensaa den Kvinde, som han elskede, vilde hans ophidsede Følelser falde til Ro. Han haabede næsten, at denne underlige Kærlighed skulde forsvinde ligesaa pludselig som den var kommet, naar han blot en Gang fik Greta at se. Ialtfald maatte vel da det dæmoniske tabe sig, der havde listet sig ind i Tanken om hende, og hun vilde igen blive hans blide Lyngblomst, hans uskyldige finske Pige. Men Mødet forløb ikke, som han havde ventet. Bagefter troede han endnu sikrere end før, at denne Greta fra Kahra maatte eje en Slags finsk Trolddomsmagt. Hun bragte ham saa vidt, at han „rakte sin Haand ud efter Syndens Roser". Et Tilfælde eller, som han hellere vilde tro, den Almægtiges Haand frelste ham. Fra den Dag af kørte han ikke gerne forbi Kahra Gæstgivergaard, men valgte en anden Vej. Længslen kunde han dog ikke flygte for, den forfulgte ham i flere Aar. Han blev ved at tænke paa Greta, saadan som hun var, da han først saa hende, da hun havde været et Symbol paa alt godt 176