og rent, og da fik Sangen om hende en blød og varm Tone. Saaledes sang han i Foraaret 1841: Du min vakre, varme, væne, min bortflygtede Veninde, o, gid her jeg saa dig sidde under Lønnens stille Løvtag! O, gid her ved Vigens høje, havombruste Kyst du dvæled, °g jeg her paa Maaneflodens hvide Vover kunde vugges ved dit Hjærte blidt til Hvile! O, men fjernt herfra du færdes, fjernt herfra i Ødemarken! Stjernen, som blandt Skyer skinner,, undrende ned paa mig skuer. Vigens Vover venligt hviske, Vinden spørger, hvi jeg sørger, hvorfor jeg saa ensom vandrer? Og jeg lægger Haanden paa mit længselsfyldte Bryst og beder: Skænk mig atter min Veninde, lad min fagre Blomst mig finde! Lad mig her i hendes Øjes Glans mit Øjes Ømhed sænke, her ved hendes Hjærtes Glæde al mit Hjærtes Sorg forjage! Da skal jeg ej mere græde, aldrig mere ensom klage. Men til andre Tider saa han i Greta fra Kahra den onde Fristerinde, et Væsen, som forfulgte og ængstede ham. Da troede han at spore noget mørkt og dæmonisk hos hende. Han kæmpede med hende, som kristne Helgener i svunden Tid kæmpede med Syner fra Syndens og Vellystens Ver- Et Eventyr 12 177