den. I saadanne Øjeblikke skiftede han hede Ord med Forfølgersken: „Ha, staar du der ved min Side, du mørke Pige, du min Dæmon! I den dunkle Nat, jaget af Kval, blødende, fortabt og sønderrevet, flyede jeg dig, som man flyr Døden; jeg flyede dig, som man flyr sin Samvittighed, jeg vilde fly fra selve Livet, og dog staar du endnu ved min Side." „Stød mig ikke fra dig, du vilde Svend, o, mindes du ikke vor Kærligheds dunkeltskønne Drøm! O, mindes du ikke de dejlige, glødende Roser i den stille, duftende Nat, o, mindes du ikke de hede, de salige Taarer og den brændende Længsels Sukke i Ødemarkens Aftenstorm?" „Hold inde! Man ikke frem af Fortiden den mørke Synd, som forødte min Fred! Alle de Roser og alle de Taarer og alle min gysende Længsels Sukke, dem har jeg begravet i Lethes Bølger, jeg har slettet dem ud af mit Liv." „Det er forgæves, du strider omsonst; den svundne Kærligheds ildrøde Drømme, de skønne Gengangere, dem kan du ikke udrydde, de vil følge dig paa Livets Veje, de vil synke i Graven med dig, og de vil klamre sig fast til din Sjæl i Evigheders Evighed." „O, har du elsket mig, har dü, som du siger, givet mig alene dit Hjerte, saa anraaber jeg dig: vig bort fra mig, man ikke mere den Ild frem, som brænder hele mit Livs Fred til Aske!" Det var, som om han ikke kunde faa Ro for denne Erindring, før det var lykkedes ham at om- 178