skabe den til et Digt af stor, uforgængelig Skønhed. Han forsøgte den ene Gang efter den anden at naa saa vidt. Det lykkedes ham først i Efteraaret 1845. Da fik „Den rejsende Student" sin endelige, fuldendte Form. Da var al Mystik overvundet, Digtet var frisk, levende, munter Virkelighed, og med den tragiske Slutning, han havde givet det, hævede det sig til stor, ædel Kunst. 12*