HELSINGFORS TIDNINGAR Sent paa Efteraaret 1841 laa i Helsingfors en gammel Sladdersøster paa sit Dødsleje. Det stod saa daarlig til med hende, at ingen ventede, hun skulde vise sig mere i Wasenius' Boglade, hvad hun hidtil havde plejet at gøre hver Onsdag og Lørdag for at løbe om i Byen med sit Nyhedskram. For at være helt oprigtig maa man indrømme, at Sorgen over det ventede Dødsfald ikke var stor. Man erkendte ganske vist, at den syge i sine unge Dage jævnlig havde bragt ganske behagelige Overraskelser, en Statsraadstitel her, en Vladimirorden der, men dette hørte en fjern Fortid til. Nu i sin Alderdoms Skrøbelighed løb hun mest om og fortalte slibrige Historier, som hun fandt i gamle franske Blade. Naar nogen kom med Indvendinger mod hendes Færd, blev hun ovenikøbet grov. Saa gammel hun var, eller maaske netop derfor, kunde hun aldrig indrømme en Fejl. Hun vilde have det sidste Ord, om hun saa skulde kævles om den samme Ting i Aarevis. Ingen er saa forladt, at han ikke har en eneste Ven, og den stakkels syge havde virkelig i Universitetsboghandler og Bogtrykker Konsul Wase- 180