nius en Beskytter, der ikke havde glemt hendes tidligere Fortjenester, men paa enhver Maade søgte at holde Liv i hende. „Min kære Ven," sagde han til hende, „jeg forsikrer dig, du har ikke overlevet dig selv og er slet ikke saa ældgammel, men du lever for daarligt. Du maa se dig om efter en ny Kok. Det er alt hvad der skal til." Og uden at tale mere om den Ting såtte han sig virkelig i Bevægelse for at finde en Person, der kunde styre den gamle Dames Hus og hjælpe hende til Helbred og nyt Liv. Han havde ventet, at han vilde komme til at søge længe, inden han fandt nogen, der havde ringeste Lyst til at tage sig af en Dame, hvis Kræfter var saa ringe, og hvis Rygte var saa slet, men i Begyndelsen af December Maaned skete det, at han fik Besøg paa sit Kontor af en sirlig klædt, ung mørk Herre med en Rulle Manuskript under Armen. Han opgav Navn og Livsstilling, sagde, at han ønskede at kunne forsørge sig selv i den Tid, der vilde gaa, inden han blev færdig med sin Licentiateksamen, og henstillede i al Beskedenhed til Konsulen, om han ikke vilde betro ham den ledige Stilling. Konsul Wasenius, der havde haft med en Mængde Mennesker at gøre og desuden var en klog Mand og et hurtigt Hovede, saa skarpt paa den fremmede for at se, hvad han mon duede til. Øjnene var dybe som Søer, men paa Overfladen glimtede der noget, som kunde se lidt farligt ud. Om Munden svævede et skelmskt Smil, for Resten var Ansigtstrækkene fine og skarpt skaarne; 181