hele hans Udseende var af den Slags, som er kønt det ene Øjeblik og grimt det næste. Den unge Mand var af Middelhøjde, men tynd og slank, saa han gjorde Indtryk af noget ulegemligt, næsten af en Skygge. Gennem Konsulens Hoved foer den forfløjne Idé, at han ikke stod overfor et rigtigt Menneske, men et Væsen af en anden Slags, han kunde ikke i en Fart sige hvad Slags. Det var ikke en Nisse, ikke en Nøkke, ikke en Trold, det var snarere noget, der hørte til i Luften. Et Øjeblik tænkte han, om der ikke skulde være stoppet et Par Vinger ind under Frakken, men straks efter smilede han af dette Indfald. Han blev straks Alvorsmand igen og gav sig til at drøfte Sagen med Ansøgeren. „Magisteren ved, at det drejer sig om at sætte nyt Liv i Helsingfors Tidningar," sagde han. „Den er gaaet rent bag af Dansen. Jeg tror ikke, vi har mere end fem hundrede Abonnenter tilbage, og for nogle Aar siden var vi oppe paa elleve hundrede." Den fremmede forsikrede, at han var fuldstændig paa det rene med Situationen, men Konsulen vedblev alligevel at forklare ham Tingene. Han havde grundlagt Bladet, for at det skulde være et Nyheds- og Avertissementsblad, thi der var afgjort Trang til et saadant i Finland, og Publikum havde stillet sig velvilligt, især saa længe Bladet havde kunnet bringe Meddelelse om Udnævnelser og Befordringer. Ganske vist havde man kaldt det for Sladderavisen, men hvad havde det 182