at sige ? Imidlertid havde Regeringen forbudt Bladet at bringe officielle Nyheder, inden disse kom i dens eget Blad, og dermed var Abonnenterne forsvundet. Og den nuværende Redaktør havde ikke kunnet finde noget tillokkende at byde Publikum; han havde i Steden skræmt mange af Læserne bort med sine upassende franske Noveller og med sin kedsommelige Polemik. Den unge, mørke Mand erklærede, at han i mange Aar havde fulgt Bladets Virksomhed. Han misbilligede ogsaa de franske Oversættelser, og han havde tænkt sig, at dersom Bladet vilde opgive alt det unyttige Skænderi og i Steden for optage et Arbejde for de nationale Ideer, sprede Dannelse, forbedre Sæderne--- Wasenius afbrød ham og trak lidt utaalmodigt paa Skuldrene. „De vil nok gøre min gamle Sladdertaske om til en Skolemor." „Paa ingen Maade, Hr. Konsul, jeg vil snarere gøre hende til Gartner, saa hun kan lære Finnerne at skabe deres Land om til en Rosenhave." Det svarede Konsulen ikke noget paa. Han sad tavs og betragtede den talendes Ansigt. Det var baade gammelt og ungt, baade modent og barnligt. Endnu engang foer den Idé ham gennem Hovedet, at han ikke havde et rigtigt Menneske for sig. „Det er naturligvis en af disse Sværmere," tænkte han og var nærmest tilbøjelig til at lade ham gaa. Men paa den anden Side var Nøden stor, skrivende Folk var sjældne i Finland, og 183