hans Blad kunde næppe gøre Regning paa, at en anerkendt Dygtighed vilde ofre det sine Kræfter. „Har Magisteren skrevet noget?" spurgte han for paa en simpel Maade at komme til en Afgørelse. Med et Buk blev Papirrullen overgivet i Konsulens Hænder, og Ansøgeren tog Afsked. Da Manuskriptet blev rullet op, viste det sig, at det indeholdt en Skildring af Provinsen Österbotten, som var blevet oplæst ved den sidste Semesterfest i den österbottniske Afdeling. Konsulen fordybede sig i Læsningen. Alvor, Klarhed, gode Kundskaber, let flydende Stil. Alt hvad han kunde ønske sig. Han var dog endnu noget tvivlraadig. Han kunde ikke rigtig blive klog paa den unge Mands mærkelige Ydre. Næste Nat havde Konsul Wasenius en dejlig Drøm. Han syntes, han stod i Birkelunden udenfor Kajsaniemis Restaurant, men hvor vidunderligt var den ikke forandret og forskønnet! De høje, hvide Birkestammer stod, som han altid havde set dem, men opad Stammerne og langs Grenene slyngede sig blomstrende Roser. Ved Vejene dannede smaa Rosentræer Buegange, alle Buskadser var blevet til vældige Rosenkrat, frem af Græsplænerne vrimlede Rosenbuske med gule, hvide, lyserøde og mørkerøde Blomster, store og smaa imellem hinanden. Konsulen stod aldeles betaget af Forbavselse over al denne Blomsterpragt, da han pludselig fik Øje paa noget endnu skønnere. I en stor Rosenbusk gled Grene og Blade raslende til Side, saa der 184