tale og skrive til med fuld Oprigtighed, han vilde altsaa nu forlade ham. Men hvad kunde det da hjælpe, at de var kommet til at staa hinanden saa nær? Naar Henrik rejste til Tyskland, og de aldrig mere saas, vilde Venskabet naturligvis dø hen. Alt det, der var bygget op Barndommen og Ungdommen igennem, og som burde have udviklet sig til et Forhold for Livet med Støtte og broderlig Hjælp, det blev nu afbrudt. Og naar saa var, kunde han ikke lade være at spørge sig selv, hvorfor Henrik var kommet ind i hans Liv. Var det kun for at skille ham og Emilie? Han kom til at tænke paa den Champagnenat, da Henrik havde betroet ham, at han elskede Emilie, og da han selv ridderligt havde lovet ikke at gaa ham i Vejen, ikke prøve at vinde hende til sig selv. Tre og et halvt Aar var hengaaet siden da, tre Aar, i hvilke hans Hjerte havde lidt usigelig, lidt baade ved sin Troskab og ved sin Utroskab. Den smertelige, mørke Kahraepisode vilde slet ikke have existeret, dersom Henrik ikke havde skilt ham fra Emilie Lindqvist. Havde Henrik nu virkelig holdt fast ved hende, havde han giftet sig med hende og gjort hende lykkelig, da kunde Zachris have tænkt paa denne Historie med stille Resignation, men i den senere Tid havde Henrik helt slaaet Emilie af Tankerne. Nu var han forelsket i Mia Hammerin, en ung Pige fra Nykarleby, der havde en større Arv i Vente end Emilie. Hende agtede han nu at gifte sig med. Det var det, som gjorde det hele saa bittert og meningsløst. 189