Zachris førte Haanden til Vestelommen. Der havde han en Ring, som Henrik havde bedt ham bestille i Helsingfors til Mia Hammerin. Den skulde hun bære skjult som Tegn paa deres hemmelige Forlovelse. Denne Gang var det altsaa fuldt Alvor. Det var ikke Leg, som da det gjaldt Emilie. Nej, han vilde ikke fordømme sin Ven. Sommerfugl, som han var af Natur, kunde han sagtens ikke gøre for, at han snart sværmede for den ene, snart for den anden. Men hvorfor, hvorfor skulde han netop komme i Vejen for Zachris og hans Kærlighed? Og nu vilde Henrik gøre det godt igen. Han skrev jo ikke dette lige ud, men Zachris forstod nok, at han betragtede det som en Æressag at faa bragt alt i Orden mellem ham og Emilie. Han ønskede aabenbart at se de to lykkeligt forenede, inden han rejste. „Kom!" skrev han i hvert eneste Brev. „Jeg forsikrer dig, Emilie elsker dig. Jeg talte med hende paa sidste Bal. Hele Tiden om dig! Kom blot I Tag dig i Vare! Forspild ikke din Ret! Kom hjem og tag hende!" Hvor kunde Henrik være saa sikker paa, at Zachris var rede til at tage fat, hvor han slåp ? Han for sin Part var ingenlunde sikker. Han vidste ikke engang, om han endnu elskede Emilie. Naar han spurgte sit Hjerte, var det stumt. Det gav ham ikke mere noget Svar. Zachris havde som sædvanlig skrevet et Digt om sin Sindstilstand, og han kaldte det „Styrmanden ved Roret." 190