Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der hed det temmelig spodsk og uden Spor af
den tidligere grænseløse Tilbedelse:
Og jeg svor vel tusind Gange
kækt at lade Lotte fare;
men var straks derefter Fange
i den gamle, søde Snare.
Han talte ret overlegent om, at Lotte havde
været kold som Nordsøens Bølge, og endnu mere
overlegent hentydede han til, at det var først da
han havde mandet sig op, var gaaet til Søs og givet
det hele en god Dag, at hun var blevet mere spag
og havde vist sig mere imødekommende. Men
hvordan det videre skulde gaa, det vidste han
ikke. Han stod endnu bestandig ene ved Roret,
og Gud alene vidste,-hvor Skibet nu satte Kursen
hen.
Han maatte tilstaa for sig selv, at det hele kom
af, at han ikke kunde finde sig i, at Emilie giftede
sig med ham, fordi hun ikke kunde faa hans Ven.
Han vidste, at hun en Gang tidligere, af Sorg over
Henriks Ustadighed, havde gaaet hen og forlovet
sig med en Mand, hun havde lært at kende i
Helsingfors. Men den Forlovelse var blevet hævet,
og da han var sammen med hende sidste
Efteraar, havde han ikke kunnet se andet, end at
Henrik endnu ejede hendes Kærlighed.
Senere havde han ikke set hende. Han havde
ikke kunnet forlade Helsingfors i Juleferien.
Uvilkaarlig gled der et Smil over den rejsendes
Ansigt. At han ikke havde været hjemme i Julen,
kom af, at han havde indladt sig paa det Æventyr
191
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
