Der hed det temmelig spodsk og uden Spor af den tidligere grænseløse Tilbedelse: Og jeg svor vel tusind Gange kækt at lade Lotte fare; men var straks derefter Fange i den gamle, søde Snare. Han talte ret overlegent om, at Lotte havde været kold som Nordsøens Bølge, og endnu mere overlegent hentydede han til, at det var først da han havde mandet sig op, var gaaet til Søs og givet det hele en god Dag, at hun var blevet mere spag og havde vist sig mere imødekommende. Men hvordan det videre skulde gaa, det vidste han ikke. Han stod endnu bestandig ene ved Roret, og Gud alene vidste,-hvor Skibet nu satte Kursen hen. Han maatte tilstaa for sig selv, at det hele kom af, at han ikke kunde finde sig i, at Emilie giftede sig med ham, fordi hun ikke kunde faa hans Ven. Han vidste, at hun en Gang tidligere, af Sorg over Henriks Ustadighed, havde gaaet hen og forlovet sig med en Mand, hun havde lært at kende i Helsingfors. Men den Forlovelse var blevet hævet, og da han var sammen med hende sidste Efteraar, havde han ikke kunnet se andet, end at Henrik endnu ejede hendes Kærlighed. Senere havde han ikke set hende. Han havde ikke kunnet forlade Helsingfors i Juleferien. Uvilkaarlig gled der et Smil over den rejsendes Ansigt. At han ikke havde været hjemme i Julen, kom af, at han havde indladt sig paa det Æventyr 191