at blive Bladredaktør. Det var et saare beskedent Æventyr i Verdens Øjne, men selv fandt han det vidunderligt og henrivende. Han rettede Ryggen. Følte han sig ikke som et andet Menneske nu, end sidste Gang han kørte denne Vej? Kunde man ikke se paa ham, at han var en fri og uafhængig ung Mand, der kunde ernære sig selv og ikke behøvede at pine sin fattige Moder med at bede hende om Penge? Der er vel ikke noget, der saa let sætter sit Præg paa et Menneske som Uafhængighed. Det var dog ikke udelukkende for Pengenes Skyld, han var saa glad over Redaktørvirksomheden. Han havde engang i et begejstret Øjeblik aflagt et Løfte til Fædrelandet. Han turde næppe tro det, men muligt var det dog, at han havde fundet en Udvej til paa sin Vis at indfri dette Løfte. Pludselig kom han til at tænke paa en Semesterfest i den österbottniske Afdeling for mange Aar siden. Österbottningerne havde som sædvanlig haft en lille Kontrovers med Myndighederne, og seks af hans Landsmænd var uden skellig Grund paa den mest uretfærdige Maade dømt til et halvt Aars Forvisning fra Universitetet. Ved Semesterfesten skulde de seks Martyrer hyldes baade paa Vers og Prosa, og det var ham, der efter Snellmans Opfordring havde skrevet Festdigtet. De tre smaa Vers havde gjort Lykke. Med bankende Hjerte saa han den lille Lap Papir, hvorpaa de var skrevet, gaa fra Haand til Haand blandt de tilstedeværende Honoratiores og tilsidst havne hos Runeberg. Han læste dem og nikkede 192