Aaret 1841 havde for øvrigt været et kedeligt, uinteressant Aar. Den daglige Ensformighed var kun blevet afbrudt nu og da af et ynkeligt Brev fra hans Moder, der ikke vidste, hvordan hun skulde skaffe Penge til hans Underhold. Det var stor Synd for Fru Topelius, men hun tog sig ogsaa meget paa. Fætteren, Frans Michael Topelius, der havde været Zachris' første Lærer, var død, og Fru Topelius havde taget hans lille Datter, Fanny til sig. Og Fru Topelius' Halvbroder, Gustaf Tur din, der for nogle Aar siden havde spillet fallit, var ogsaa tilligemed sin Hustru blevet optaget i Hjemmet paa Kuddnäs. Naar Zachris fik Brev fra hende, virkede det paa ham som et Piskeslag. Han havde prøvet at læse endnu flittigere end han allerede gjorde. Han havde tænkt paa at tage en Huslærerplads, han havde agtet--- Zachris foer op af sine Betragtninger. Han var hjemme. Kærren drejede op ad Alleen til Kuddnäs. I det samme blev han grebet af en stærk Uro. Han følte sig pludselig sikker paa, at han havde tøvet for længe med at komme, og at Henrik allerede var rejst. Hvor det var Skade, at han ikke var kommet før I Hvorfor havde han ladet Tanken om Emilie hindre sig? Det var jo Vanvid, at han ikke havde skyndt sig hjem saa hurtigt som muligt, naar det gjaldt at træffe Henrik, sin Barndomsven, inden han forlod Finland. Hans Moder og Søster kom ud og tog imod ham, da han kørte op for Døren. Han mærkede 194