ten ud til Alörn for at blive Natten over i Ham-marins Sommerhus. Zachris sad og talte med Mia om Henrik Backman. „Ser du," sagde han, „Henrik vidste, at han skulde dø, eller rettere sagt, der var noget indeni ham, der vidste, at han skulde forlade os for bestandig. Det stod vist for ham selv, som om han skulde ud paa en lang Rejse. Han tog Afsked med alle Mennesker, og med alle de Steder ogsaa, der var blevet ham kære. Alting vilde han have i Orden og kun efterlade gode Erindringer om sig. Til mig skrev han saadan nogle mærkelige Breve. Derfor maa vi ikke sørge over ham med Fortvivlelse. Det er Synd imod ham." Mens han sad og talte saadan, var de kommet i Nærheden af en Baad, hvor der sad et Par unge Piger med deres Fiskestænger. Det var Emilie Lindqvist og hendes Søster Thilda. Zachris havde ikke endnu set Emilie efter sin Hjemkomst. Da han nu saa uventet traf hende, tænkte han først og fremst paa den Sorg, som ogsaa hun maatte føie. Al Tanke paa sig selv og sit eget Forhold til hende var ham fjern. Snart kom de to Baade paa Siden af hinanden, og da Emilies Haand laa i hans, mærkede han, at der gik en Skælven igennem den. Han saa op, saa ind i hendes Øjne, og i det samme vidste han, at hun elskede ham. Midt i sin Sorg kunde han ikke andet end føie en stor Glæde. Dette var lykkeligt, dettfe var lifligt. Nu da han stod ved Maalet, vendte han sig ikke bort med Lede. Han forstod maaske bedre end før, hvad Emilie var værd, hvor uskatterligt det 196