var at eje hendes Kærlighed. Han tog imod denne Lykkens herlige Gave med et ydmygt og taknemligt Sind. Han kunde ikke den Aften faa talt med Emilie i Enrum. Han sad bare ganske stille og sagde til sig selv: „Min, min egen, endelig min og ingen andens." Nej, han følte ingen Tvivl og Usikkerhed. Han vilde visselig tage imod hendes Kærlighed. Han fandt hende ligesaa skøn, ligesaa attraaværdig som nogensinde, men dog undrede han sig over, at han kunde tænke paa sin Lykke med saa stor Ro. Var dette sket for tre Aar siden, da vilde han have været ude af sig selv af overstrømmende Glæde. Han vilde ikke have kunnet holde ud at sidde stille og tale med andre Mennesker. Hans stormende Følelser vilde have sprængt ham. Han vilde have ligget i Taarer ved Emilies Fødder og kysset Jorden under dem. Han kunde ikke andet end sørge lidt over, at hun ikke havde elsket ham for tre Aar siden, da han var midt i den hedeste Kærlighedsrus. Han forstod ikke sig selv, at han var saa rolig, saa passiv? Maaske elskede han hende ikke? Jo, han følte, hvordan han med hele sit Væsen klyngede sig til den Vished, at hun tilhørte ham. Havde nu nogen taget den Vished fra ham, havde de med det samme revet Hjertet ud af hans Bryst. Tidlig næste Morgen tog Zachris en Baad og roede ud paa Søen. Han roede dog ikke langt, kun saadan, at han kunde gemme sig i en Vig 197