mellem Skærene. Der kastede han sig ned paa Bunden af Baaden for at drømme om sin Lykke. Og drømme gjorde han ganske vist, men underligt var det. Ikke som i gamle Dage om Emilies Øjne, om hendes Haar, om hendes Musik, om nogle Ord, hun havde sagt, men om ganske praktiske Ting. Han tænkte paa, at det var godt, naar han nu skulde fremstille sig for Købmand Lindqvist som Frier, han da kunde fortælle ham, at han var saa vidt, at han selv kunde tjene sit Brød, selv om han ikke endnu var i Stand til at forsørge en Hustru. Helsingfors Tidningar var jo et ganske lille Blad og Abonnenternes Tal latterligt lavt, men han skulde nok bringe Bladet i Vejret. Det skulde blive et Kulturcentrum, skabe Dannelse--- Han rejste sig hurtigt over Ende i Baaden. Hvor var det muligt, han kunde ligge og tænke paa Bladet en Morgen som denne? Hvorfor var ikke hele hans Sjæl fuld af Tanken om den elskede? Han lagde sig igen ned for i stille Lykke at kalde Emilies Billede frem for sig, men underlig nok gik Tankerne istedetfor til hans Studier. Mon han kunde opnaa at blive Docent i Historie, saa han kunde blive ved Universitetet? Aa nej? han kom nok til at lade sig nøje med et Lektorembede i Provinsen. Paa ny foer han op, forundret over den Retning, hans Tanker tog. „Jeg elsker vist ikke Emilie," sagde han til sig selv. „Hvorfor tænker jeg ellers paa alt andet end paa hende?" Men da tog hans Hjerte til Genmæle og talte 198