bejdsmaade havde maaske været lidt for tung og uregelmæssig. Henpaa Efteraaret gjorde Zachris imidlertid en ny Anstrengelse. Det hører sig til i Alverdens Rosenhaver, at man der omgaas paa en utvungen og elskværdig Maade uden al Stivhed og Højtidelighed. Og en saadan behagelig, fortrolig Tone søgte Zachris at indføre overfor Læserne af sit Blad. I Steden for ganske koldt og tørt at meddele Tidens og Dagens Begivenheder tog han sig over at beskrive dem muntert og fornøjeligt i Breve til en Løjtnant Leopold, der opholdt sig i Grusien i russisk Tjeneste og var meget ivrig efter Nyheder fra Hjemlandet. Zachris kunde altsaa, uden at være bange for at trætte, i de maanedlige Breve, Bladet sendte Leopold, fortælle om alt muligt, om Vejret, om Høstudsigterne, om Besøg af omrejsende Skuespillerselskaber, om Udnævnelser, om Promotioner, om Damemoder, om Kirkebesøg, alt i en spøgefuld, fornøjelig Blanding. Naturligvis maatte ogsaa dette vække en Del Anstød. Der var Folk, som paa ingen Maade kunde finde sig i at blive saa familiært behandlet af deres Blad. Men der var ogsaa adskillige andre, som fandt det underholdende, og som tænkte i deres stille Sind: „Den unge Mand ved Helsingfors Tidningar fortæller sine Nyheder paa en meget behagelig Maade. Hvorfor kan vi andre ikke være ligesaa aabne og naturlige som han?" I Virkeligheden betegnede disse Breve et stort Fremskridt. Folk i Byen begyndte at spørge hinanden: „Har du læst det sidste Leopoldsbrev? 204