ind mellem Tremmerne. Det paahvilede netop den dannede Klasse at tage sig af den finske Broders Sag og give ham Lejlighed til at udvikle de rige Anlæg, som maatte findes hos det Folk, der havde frembragt Sangskatte som Kalevala og Kanteletar. Og alt dette forekom den unge Redaktør saare let at gennemføre. Der behøvedes kun lidt god Vilje. I det hele taget mente vist Helsingfors Tidningar, at alt hvad der skulde til for at faa Verden som den burde være, kunde udrettes ved Sagtmodighed og Mildhed, ligesom en Gartner beskærer sine Træer, ikke af Vrede, men for at gøre dem smukkere og rigere paa Frugt. Under disse menneskevenlige Bestræbelser levede Helsingfors Tidningar endnu et Aar. Der kunde jo nok være en eller anden, som gjorde sig lystig over den seksogtyveaarige Redaktør, der var saa klog og mente det saa godt; det forhindrede dog ikke, at en Del af de Forslag, han fremkom med, blev taget til Eftertanke. Men selv følte han ofte med stor Harme, at hans gode Hensigter var omsonst, at hans Ideer blev undertrykt, at han sjælden fik Lov at udtale sig rigtigt, at Virkningen af hans Ord var næsten lig Nul, fordi han havde en Modstander, der hindrede alle hans Bevægelser. Paa denne Tid maatte intet finsk Blad trykkes, uden at Censor havde læst Indholdet igennem og paatrykt det sit „imprimatur". Og Zachris' Censor var en sindig og alvorlig Mand, der mindre end nogen forstod den lette Stil i Helsingfors Tidningar. Han kunde ikke tro, det var muligt, at 206