nogen vilde gøre sig saa megen Ulejlighed blot for at sige uskyldige, hverdagsagtige Ting paa en underholdende Maade. Han mistænkte Redaktøren for at ville udsprede ondsindede, rabulistiske Lærdomme, indsukrede og tilslørede paa bedste Maade. I Foraaret 1842.var det rygtedes i Helsingfors, at man kunde vente Besøg af den i Finland almindelig elskede Tronfølger, Storfyrst Alexander, og Topelius forhørte sig hos Censor, om det var tilladt paa Forhaand at glæde sig over det i Bladet. Da blev Censor bekymret for, at Ordene „glæde sig" kunde dække over en skjult, ondsindet Mening. At Zachris virkelig havde noget tilovers for Tronfølgeren og var glad over hans Komme, kunde aldrig falde ham ind. Han gav det afvisende Svar, at Helsingfors Tidningar maatte opsætte sin Glæde, til Sagen var omtalt i Regeringsbladet. Og da dette ingenlunde lod til at have saa megen Interesse for Fyrstebesøget som Zachris, kunde denne ikke nævne Begivenheden, før Storfyrsten allerede havde opholdt sig en hel Dag i Byen. En Gang hændte det, at Zachris vilde indrykke en Notits i Bladet om, at en russisk Soldat var faldet gennem Isen udenfor Sveaborg. Da blev den stakkels Censor paa ny urolig. Det var jo ikke utænkeligt, at dette paa det rabulistiske Tegnsprog betød, at hele det russiske Herredømme laa under Isen. Han forbød Noten, og for at Zachris ikke skulde lade sig friste til flere Forløbelser, skyndte han sig at advare ham: „I Fald du har hørt tale om den russiske Post- 207