fører, der er blevet ædt op af Ulve, saa behold Nyheden for dig selv I En russisk Soldat maa ikke blive Ulveføde." Det voldte Redaktør og Sættere et uendeligt Bryderi, naar Bladet lige inden det skulde gaa i Trykken kom tilbage fra Censor med hele Sider overstregede. Hvor skulde man i en Fart faa ny Tekst fra? Der var ikke andet at gøre end at støve nogle gamle Noveller op, hvad Ragelse man kunde finde, for at faa Bladet fyldt. Men dette var dog det mindste af det. Zachris havde indleveret en Artikel om Postvæsenet, som egentlig var rosende. Den havde ogsaa faaet imprimatur af Censor, men nogle Uger efter kom der streng Ordre fra selve Generalguvernøren om, at man i finske Blade ikke maatte diskutere en kejserlig Institution, selv om man billigede den. Man kan tænke sig den unge Verdensforbedrer, som stod der med det blanke Sværd i sin Haand og ikke fik Lov at svinge det! Han maatte ikke dadle en Embedsmand, han maatte ikke misbillige en Regeringsforanstaltning. Han maatte ikke det, ikke det, ikke det. Det gjaldt at blive smidig, at udtrykke sig i forblommede Ord, at søge at hjælpe sig med Fabler, Digte, Gaader, saadanne lette Sager, som Censor ikke fandt det nødvendigt at granske saa omhyggeligt som de lange Prosaartikler, I de Tider var det aabenbart nødvendigt for en finsk Journalist at være et Stykke af en Digter. Den første April Aar 1843 havde Zachris haft 208