en lang Artikel til Censur, hvori Djævlen var nævnt. Rimeligvis mente Censor sig ogsaa forpligtet til at tage denne Potentat i Forsvar, thi umiddelbart inden Trykningen blev hele Artiklen strøget. En indsendt Novelle maatte i al Hast sættes, men Bladet udkom alligevel en Time senere end sædvanlig. Publikum undlod ikke at give sin Misfornøjelse til Kende over det sene og tynde Blad. I næste Nummer kom da en versificeret Undskyldning fra Redaktionen: O, Publikum, som altid har vel med os det ment, i Lørdags, par hazard, en Hændelse os hændte — en Hændelse min Tro. En Time — ak — for sent kom Bladet ud. Men o, hvad Oprør det optændte, hvad mægtig Trængsel paa Kontorets Trappe var, paa samme Spørgsmaal stadig samme Svar: „Ej trykt?" — „Ej trykt!" — „Hvad Harm, sin gode Tid at miste! Skal, skønne Jomfruflok, jert blide Taalmod briste, og du, o Budeskare, forgæves vente her? Men bi — vi har April, det just den første er!" Et Narreri altsaa? — Vist saa, det var den Maade, o kære Publikum, vi narred dig April! Nu ved du, det var Nøglen til denne lille Gaade, det skal ej hænde mer. Tilgiv os med et Smil! Da det finske Publikum læste dette, vidste det godt, hvor den virkelige Nøgle til Gaaden var at finde. Censor var den eneste, som ikke syntes at have forstaaet noget. Denne Gang forholdt han sig idetmindste rolig. Men hvad der stod bagved alt dette, det var jo i Virkeligheden den Magt, der benyttede sig af Et Eventyr 14 2O9