Censuren til at opretholde sit Herredømme. Det var ikke en mere eller mindre umedgørlig Censor, Zachris havde at rette sin Harme imod, det var den russiske Despotisme. Finnerne indtog en Særstilling blandt alle de Folk, der stod under Rusland. De blev ganske vist regerede af en russisk Generalguvernør, men det raadgivende Senat ved hans Side bestod af Finner. De havde beholdt deres Sprog, deres Religion, Undervisningsvæsen og Lovgivning uantastet, Embedsmænd og Officerer valgtes blandt Landets egne Sønner. Dette var kostelige Forrettigheder, og i Finland betragtedes det som en Forbrydelse at udsætte dem for Fare ved noget overilet Skridt. Og Zachris vilde ingenlunde vove noget saadant. Han havde ingen politiske Maal, kun kulturelle, og netop Bevidstheden om, at han var fuldkommen uskadelig for Selvherskerdømmet, gjorde maaske hans Harme endnu stærkere over, at han skulde forhindres i at virke for de gode Formaal, han vilde fremme. Spøgelsefrygt og Mistænksomhed var Forhindringer paa den Vej, han vilde gaa, og mangen Gang brændte hans Hoved af Vrede over de dumme, drilagtige Forordninger. Saa traf det sig, at han en Aften i Efteraaret 1844 overværede en Teaterforestilling. En tysk Skuespillertrup opførte et Stykke, hvor Marseillaisen blev sunget, og da Zachris kom hjem, var han endnu beruset af den Frihedens unge Vin, som bruser i dens Toner. Den betagende, opildnende 210