Melodi blev ved at klinge for ham, og under dens Paavirkning satte han sig til at digte en finsk Mar-seillaise. Der gaar et Raab som Storm i Høsten, at Verden hører fri Mand til. Hvo følger, Brødre, Varselsrøsten ? Hvem vover Kamp og sejre vil? Stærk er den unge, som kan gløde i hellig Offerbrand; han vækker op sit Folk af Døde, dets tunge Lænker løser han. For Frihed, stolt og god, gir han sit Hjærteblod; for Suomis Ret han ofrer glad sit Liv i Kampens Kaar. Hans Navn, hans Daad paa Sagas Blad i Sangen genopstaar! Op, alle Suomis Sønner! Alle for Aandens frie Verden frem! Os vore Fædres Skygger kalde til Værn for gamle Guders Hjem. To Magter Suomis Tanke knægte i Trældoms Spot og Spe: om Sverigs Arv vi nu fornægte, for Ruslands Skyld det ej skal ske! Opløfter Tankens Sværd for Aandens frie Færd, for Suomis Folk og Land og Sprog og for dets Fremtids Magt, at brydes kan hvert bittert Aag, som har i Baand os lagt! I de Øjeblikke, da disse Ord foer igennem hans Hjerne, følte han det, som om han i dem fandt Oprejsning for alle de Gange, han havde maatte 211