tet bøje sig for tyranniske Magtsprog, ligefra den skæbnesvangre Stund for mange Aar siden, da den österbottniske Afdeling blev skilt ad, til det sidste Censorindgreb. Han sang sine Vers, mens han formede dem. Han var i stærk Bevægelse og paa samme Tid stolt og kæk; han laa helt og holdent under for Frihedsmarchens Trylleri. Han var rede til at gaa til Sibirien for at have Lov at sige netop disse oprørske Ord, for at have Lov at tilraabe baade Sverige og Rusland, baade den gamle Hersker og den ny, at Trældommens Dage var forbi for Finlands Folk, og at det hadede sine Lænker. Denne Sang satte han naturligvis ikke i Bladet, men den kom ud blandt Studenterne, og de sang den med Begejstring. Det første Vers sang de saa ofte som de paa nogen Maade kunde, det andet kun, naar de havde ,, paalidelige" Tilhørere. Snart kom ogsaa Myndighederne under Vejr med, at Studenterne sang en ny Marseillaise, og det vakte ikke ringe Uro. Man gjorde Topelius opmærksom paa, at dersom det blev bekendt, at han var Forfatter til denne Sang, kunde det føre til Husundersøgelse og Fængsling, ja, maaske til Sibirien. Da maatte Zachris gaa i Rette med sig selv og spørge, hvad det var han vilde. Var han virkelig rede til at gaa i Fængsel og i Landflygtighed blot for frit at kunne udtale sit Had til Censorer og Enevoldsherskere ? Var det ikke hans Pligt at spare sit Liv til alvorligere Opgaver, til ædlere Bedrifter? Skulde 212