han styrte sig i Fordærvelse for at give en unødvendig Trods Luft? Nu havde han et Maal at stræbe efter, et Kald at varetage. Han maatte lade Mandens Ansvarsfølelse træde i Stedet for Ynglingens opflammende Begejstring. II PIETISMEN Det var Nytaarsnat, og Zachris Topelius havde sat sig til Klaveret for at synge en Salme, som det i lange Tider havde været hans Vane at gøre ved hvert Aarsskifte. Det Aar, der var gaaet til Ende, var 1843, det ny, som denne Nat dukkede op over Synsranden, skulde hedde 1844. Zachris havde tilbragt Nyt-aarsaften hos nogle Slægtninge af Emilie, Kom-merceraad Borgströms, men nu havde han et Par Timer været hjemme i sin Stue. Han havde bundet Breve fra sin Kæreste og fra sin Moder sammen i Pakker, havde læst en Side hist og en her, skrevet til Emilie, og til sidst vilde han hilse det ny Aar med Bøn og Sang. Men han mægtede knap at synge sin Salme til Ende. Han var ikke i Stemning. Der var Oprør og Harme i hans Sjæl. Han følte sig ikke taknemlig og lydig. Han følte Trang til at gaa i Rette med sin Gud. „Hvad har du gjort ved Nykarleby?" trængte han til at spørge. „Hvad har du gjort ved Kuddnäs? Hvorfor har du ikke holdt din Haand over 213