nyt i Nykarleby. Den havde været der i en seks, syv Aar, men havde for Størstedelen holdt sig til Haandværkere og Tjenestefolk. Ja, Kapellanens Datter, Sophie Fonselius, og et Par Bogholdere var jo blevet grebet af Bevægelsen, men ellers ingen af den dannede Klasse. Men i Efteraaret 1842 var en af Pietisternes betydeligste Mænd, N. G. Malmberg, kommet dertil som personel Kapellan. Han var aabenbart en begavet Mand, og i Begyndelsen lod det til, at baade Moderen og hele Byen var tilfreds med ham. Nu havde man da engang Glæde og Opbyggelse af at gaa i Kirke, hed det. De pietistiske Lærdomme, som Malmberg fremkom med, behøvede man jo ikke at bryde sig om. Det vidste da alle fornuftige Mennesker, at der var ikke noget ondt i at danse eller læse gode Romaner eller at pynte sig lidt, naar man kom ud blandt Folk. Hvem der i det hele førte et skikkeligt og ordentligt Liv, behøvede ikke at hænge noget særligt Fromhedsskilt paa sig. Ja, i Begyndelsen lod det altsammen godt, men Malmberg havde ikke prædiket mange Søndage, før Fru Topelius var begyndt at blive urolig for, at hans Forkyndelse skulde gøre for stærkt Indtryk paa Sophie. Hun laante Bøger af deres Pige, Anna Lena, der for adskillige Aar siden havde sluttet sig til Bevægelsen, og hun besøgte Frøken Fonselius, som ellers ingen af de unge Piger plejede at omgaas. Alt dette gjorde Fru Topelius temmelig bekymret. Hun havde hørt andetstedsfra, hvor sørgeligt 215