alting kunde blive, naar Pietismen havde faaet Indpas. Børn satte sig op imod deres Forældre og Hustruer imod deres Mænd. Ja, hun vilde ikke lægge Sophie nogen Hindring i Vejen, men hun kunde ikke andet end ængste sig for, at hun skulde blive fordømt af sine egne Børn, som mange Forældre var blevet i disse Tider. Da Zachris havde læst det Brev, hvori Moderen talte om alt dette, var det ikke undgaaet hans Opmærksomhed, at hun i den sidste Sætning havde brugt Pluralis. Hun havde sagtens mindedes, hvor trofast han og Sophie havde holdt sammen lige fra de var smaa. Nu kunde hun ikke tænke sig andet, end at naar den ene blev Pietist, vilde ogsaa den anden blive det. Hvad Sophie angik, havde hun ogsaa faaet Ret. Det havde ikke varet længe, inden Datteren bad hende om Tilladelse til at gaa til Malmberg og tale med ham om sin Saligheds Sag. Moderens Hjerte havde krympet sig, da Datteren fremkom med denne Bøn, men hun havde ladet hende gaa. Lige fra først af havde hun foresat sig, at hun ikke vilde bære sig saa taabeligt ad som andre Forældre og stille sig imellem Børnene og deres Salighedslængsel. Det var vel i alle Tilfælde sandsynligt, at hun mistede sin Datters Kærlighed, hvis hun blev Pietist, men det skulde ikke ske ved egen Skyld. Sophie havde ved sin Hjemkomst fortalt, at Præsten havde udtalt sig imod det fjerde Bud og fremhævet sig selv som Eksempel, idet han havde levet i bitter Strid med sin egen Moder. Man maatte ikke give efter for sine For- Zi6