ældre, havde han sagt, selv om de skulde dø af Sorg. Ja, Fru Topelius havde sandelig Grund til at være bekymret. Endnu var Sophie jo stille og føjelig, men hvordan vilde det gaa, naar hun for fuldt Alvor havde sluttet sig til de Hellige? Zachris bed Tænderne sammen. Det var bittert at tænke paa, hvad Moderen havde maattet gaa igennem, mens hun saa sit Barn blive revet fra hende, lidt efter lidt. I et af Brevene havde Fru Topelius fortalt, hvordan der for Tiden blev prædiket i Nykarleby. Sidst hun var i Kirke havde Præsten i Begyndelsen talt kønt og kristeligt, saa at ogsaa hun, stakkels syndige Menneske, havde følt sig opbygget af det. Men bagefter havde han sagt, at disse Ord var kun for de omvendte, men ingenlunde for dem, der bare gaar i Kirke, fordi alle andre gaar. Derefter kom en Formaning til den, der var paa Omvendelsens Vej, om at sige til Fader, Moder, Søster: „Vig fra mig!" Og tilsidst talte han om Helvedes Luer og sligt, saa hun gik, Gud bedre det, hjem fra Kirke med daarligere Tanker end hun var kommet. Den Præst, den Præst! Zachris kunde høre ham, som han stod der i sin ungdommelige Fanatisme og fordømte modne Mennesker, der havde staaet sig tappert i Livets utallige Prøvelser. Han havde selv en Gang ønsket at slutte sig til disse Sværmere. Men de skulde ikke have faaet Lov at komme hans Moder for nær. Nu havde han faaet Øjnene op. 217