Alt det havde hun nu ikke fundet saa slemt, men ellers var der ikke andet end bestandige smaa Gnidninger. Sophie kunde ikke gaa med sin Boa, for Frøken Fonselius havde sagt, at det gøs i hende hver Gang hun saa den Snog om hendes Hals. Og en brun Silkehat, som Fru Topelius havde givet hende i Julegave, tog hun ikke paa, før hun saa, at hendes Moder var nær ved at tabe Taalmodigheden for Alvor. Men det værste kom, da Sophie fandt paa at rede sine Krøller ud. Derved var hele Nykarleby kommet under Vejr med, at hun var hellig. Og da det blev almindelig bekendt, at den Retning, der truede med at undertrykke al Livets Glæde, havde faaet Indpas paa Kuddnäs, blev der i alle de Familier, hvor der var unge Døtre, stor Bekymring for, at de skulde lade sig forlede til at følge det givne Eksempel. Fru Topelius og hendes Datter blev ganske overladt til sig selv og skyet, som om de havde Pest. Ingen turde komme til dem, og ingen indbød dem til sig. Fru Topelius kunde naturligvis være kommet alle Vegne nu som før, dersom hun havde villet, men Zachris kunde nok tænke, at hun ikke paa nogen Maade vilde skille sig fra Datteren. Hellere maatte Folk tro, at hun ogsaa var Tilhænger af Pietismen. Hvad brød hun sig om det, naar hun blot kunde beholde sit Barn! Hun vidste kun altfor godt, at „Vennerne" blot ventede paa en Lejlighed til at skille dem ad. Ikke et Øjeblik svigtede Moderens Kærlighed; hun gjorde alt hvad hun formaaede for at hjælpe 219