og værne om sit Barn, nu mere end nogensinde. Hun vidste, at alle Mennesker snakkede og førte Sladder om dem, og da hun ikke alene havde Turdins, men ogsaa gamle Fru Backmann boende paa Kuddnäs, saa kunde det ikke undgaas, at alle Rygter blev bragt hende. Det gjorde hende ondt for Datteren, og hun holdt den meste Sladder borte fra hende, men hun var sikker paa, at Sophie, alligevel fik mere end nok at høre. Hvor var det muligt, at Sophie ikke forstod, at hun ikke rørtes over saa megen -Kærlighed og Ømhed? En Ting skrev Moderen aldrig om, men Zachris kunde alligevel læse det imellem Linierne. Sophie havde virkelig vendt sit Hjerte fra Moderen. Hun turde ikke længer elske sine Nærmeste. I Foraaret 1843, mens Moderen lange, smertelige Kamp endnu stod paa, var den gamle Professor fra Uleåborg kommet kørende til Kuddnäs. Den gamle Mand havde haft to Ærender. Hans Svoger, Raadmand Lithén, var det Foraar gaaet fallit, og nu skulde han anmelde en Fordring i Boet. Desuden vilde han se, hvordan det stod til med hans Broderdatters Sindstilstand, om hun virke-' lig, som Rygtet fortalte, var blevet angrebet af det pietistiske Vanvid. Han prøvede paa at tale Sophie til Fornuft, men det slåp han galt fra, for nu fik han med Fru Topelius at bestille. Hun lod sin Svoger vide, at han, der troede, at Menneskene ikke trængte til nogen anden Vejleder end deres sunde Fornuft, havde ikke Ret til at blande sig i religiøse Sager. Den gamle Oplysningsmand fik at høre, at det var 220