bedre, han gik i Rette med sin egen Søn, der snakkede vidt og bredt om, at der ikke var nogen Gud til. Hun havde virkelig bragt ham til Tavshed. Men Sophie, hvor meget havde hun forstaaet? Hvad var det dog for en underlig Kristendom, der forbød et Barn at elske en saadan Moder! Sophie gik som før til sine hellige Venner og lod Moderen sidde alene hjemme med sin Uro og sin Længsel. Zachris løftede Armene og udstødte et Suk, der næsten var en Stønnen. Et Ord fra den graa Oldtid kom ham paa Læberne: „Grynte vilde Grisene, vidste de, hvad Galten maa lide". I det Øjeblik forstod han, hvad der mentes hermed. At tænke sig Moderen i Strid med Familien, i Strid med sine gamle Venner i Nykarleby! At tænke sig hende, der havde skænket sine Børn saa megen Glæde, siddende alene i sit Hjem, og Musik, Latter og al uskyldig Adspredelse bandlyst derfra! At tænke sig Præster og andre „vakte" som hendes eneste Omgang! At tænke sig Luften om hende ligesom mættet med Sions Sange, med Sjælenød, med Omvendelseshistorier! Men midt i den store Smerte, han følte for Moderens Skyld, naaede en trøstende Tanke ham. Der var dog en, som bragte Glæde og Venlighed med sig til Kuddnäs, der gjorde sig Umage for at give den gamle, hvad hendes egen Datter ikke mere kunde yde hende. Emilie havde ogsaa faaet Pietismens haarde Haand at føie. Sophie havde jo hidtil været hendes bedste og kæreste Veninde, men efter Omven- 221