delsen trak hun sig tilbage fra hende ligesom hun havde trukket sig tilbage fra sin Moder. Hun kunde ikke give dem Plads i sit Hjerte igen, før de lik den rette Oplysning. Og ikke nok med, at Emilie havde mistet sin bedste Ven. Hele Livet i Nykarleby var lagt øde. Det var forbi med den tidligere saa fornøjelige Selskabelighed. Naar man nu en Gang imellem saas, var det ikke andet end Strid og Disputer, og i Mellemtiden en ulidelig Udspejden og Holden Øje med Næstens Tænkemaade, Ord og Gerninger. En Søndag havde Malmberg i sin Højmesseprædiken talt imod syndige Fornøjelser paa Sabbaten. Og om Eftermiddagen havde der virkelig været et lille Bal i Byen. Men det var som at se Voksdukker danse. Intet Liv, ingen Glæde. De unge Piger havde stukket Hovederne sammen i Krogene, to og to, og drøftet det alvorlige Emne. Zachris kunde ikke tænke sig, hvad for en Kedsommelighed der nu herskede i Nykarleby. Købmand Isak Lindqvist, der var en Mand af den gamle Skole, var naturligvis en stor Modstander af den ny Lære og prædikede mandelig imod Sværmeriet. Ogsaa med ham var Emilie kommet i Strid, da hun en Dag havde tilladt sig at forsvare Sophie Topelius og sige, at hun maatte jo have Ret til først og fremst at tænke paa sin Sjæl. Faderen var da kommet paa den Tanke, at hans tilkommende Svigersøn muligvis havde samme Anskuelser som Søsteren, og han sagde meget bestemt, at dersom det var Tilfældet, var det bedst, hun beredte sig paa at hæve Forlovelsen. 222