Emilie havde derfor i sin Vaande skrevet til Zachris og forhørt sig, om han var Pietist. Hun var ikke ganske sikker paa, hvad Svar hun vilde faa. Han gik jo i Kirke hver Søndag, og en Gang havde han sagt til hende, at han tænkte paa at blive Præst. Men hvor ugudeligt det end kunde synes, saa haabede hun af sit ganske Hjerte, at han ikke hørte til de Hellige, for saa fik hun nok ikke Lov at holde fast ved ham. I saa Henseende havde Zachris let kunnet berolige hende, men hvad han ikke kunde, det var at bringe Glæde og Hygge tilbage til de Omgivelser, hun levede i. Kom hun ud til Kuddnäs, var Sophie saa haard, saa uforstaaende, Hun kunde ikke engang tale med hende om Zachris. En Gang havde hun set Stakkelen græde helt fortvivlet, fordi det var saa forkert af hende, at hun ikke flyttede hjemmefra. Hun vidste, at saadan kunde det ikke blive ved at gaa, det maatte snart briste. Lidt efter lidt vænnede Emilie sig til kun at gaa ud til Kuddnäs, naar hun vidste, at Sophie ikke var hjemme. Da fandt hun Fru Topelius siddende i Spolekamme-ret, ene med sine mørke Tanker. Hende kunde hun da tale med om Zachris, de lo og græd sammen, og naar Emilie gik hjem igen til Byen, lovede hun sig selv, at naar hun og Zachris blev gift, skulde de holde den gamle skadesløs for alt hvad hun nu maatte gaa igennem. Ja, det var Zachris ganske vist enig med hende i, men han vidste jo godt, at den eneste Datters Plads i Moderens Hjerte, den kunde de ikke fylde. Pietismen var sandelig gaaet hen over Nykarle- 223