by som en Frostnat og havde kun efterladt Død og Tilintetgørelse. I hvert eneste Brev, som Zachris havde faaet i dette Aar, havde han kunnet spore, hvordan Ødelæggelsen var skredet frem. Og som for at give Ødelæggeren lettere Spil, var der stødt anden Ulykke til. Flere Familier var det Aar gaaet fallit. Det var ikke alene Li-théns, der var ramt, men ogsaa Zachris' Svigerfader. Isak Lindqvist havde dog kunnet tilbyde en fordelagtig Akkord, men hos Lithéns var Sammenbruddet mere alvorligt. For at slippe bort fra Sorgen derhjemme kastede Rosalie sig da i Armene paa Pietismen, mens Mathilda valgte at forlove sig med sin trofaste Beundrer, Albert Dyhr. Der var ikke et Menneske, og Zachris mindst af alle, der troede paa, at det var andet end et Fornuftparti. Da Zachris det Aar var hjemme i Sommerferien, havde han knap kunnet kende sin By og sit Hjem igen. Han for sin Part var lykkelig ved at være sammen med Emilie, men ellers, hvilken Forandring! Et Kuddnäs uden Glæde, uden Fred, uden Harmoni! Et Nykarleby uden Fester, uden Hygge, uden et muntert Sommerliv! Da han rejste derfra, gjorde det ham ondt for alle dem, der blev tilbage i Fattigdom og Uhygge. Og hvorfor skulde det være saadan? Hvorfor behøvede det at være saadan? Han følte igen Oprørsaanden i sig. Disse Pietister var jo Guds Tjenere fremfor alle andre; det var Guds Sag, de kæmpede for, og han havde hidtil altid sat dem højt og ønsket, at han havde haft Kraft til at ligne dem. 224