Der var noget næsten uhyggeligt i det Sammentræf, der nu havde fundet Sted. Han hernede i Helsingfors søgte ved sit Blad at virke for Udbredelsen af de mildere Sæder, den behagelige Omgangstone, de uskyldige Glæder, som han var vant til fra sin Fødeby, og paa samme Tid blev denne hærget af den store Glædefjende. Guds Svøbe, Pietismen, gik grusom og ødelæggende hen over den. Han blev igen bange for sig selv. „Jeg er paa Vej til at blive en Fjende af Gud I" raabte han. Men paa een Gang fik han det hele lagt til Rette for sig. Han saa nu klart. En stor Glæde fyldte ham. „Gud elsker ikke disse Asketer, disse Menneskeplagere mere end jeg gør," sagde han. Han blev glad igen. Han sprang op og gav til at gaa op og ned i Stuen med hurtige Skridt. Hvor havde han nogensinde kunnet tro, at Pietisterne var de rette Arvinger til Guds Rige, de der hadede alt skønt, der opløste de helligste Baand, disse snæverhjertede Fordømmere af Næstens Gerninger, de der plagede Menneskene med at paalægge dem unødvendige Bud? „Gud hader dem," udbrød han. „Nej, nej, han hader ikke," sagde han angerfuld. „Han elsker dem for deres Nidkærheds og Alvors Skyld, men Gud har aldrig sagt, at deres Vej er den eneste, der fører til ham. Gud være lovet og takket, fordi jeg klart kan se, at det ikke er mig forbudt at elske alt hvad han har skabt." Et Eventyr 15 225