Sverige fandt han, men hvor var Svenskerne, hans Drømmes Folk, hans Æres Folk, hans Kærligheds Folk? Den eneste iblandt dem, der svarede til det Ideal, Topelius havde dannet sig af en virkelig, en ægte Svensker, ham forfulgte de med Haan og Spot. Almquist, han der elskede Glans og Ridderfærd ligesaa meget som Alvor og Fattigdom, han der var paia een Gang stærk og rig, fattig og ydmyg, han der var dybttænkende og letsindig, der havde trængt ind i alle Skønhedens Riger, en Konge, der kunde sætte sig ned og undervise i en Børneskole, en Præst, der svang en Krigers blinkende Sværd, deres største Aand, den eneste Svensker, ham forstod de ikke, ham fornegtede dette Folk af Middelmaadigheder. Og ligesaa lidt som Svenskerne forstod Almquist, ligesaa lidt forstod de Finland. De ventede, at Finnerne skulde føie sig ulykkelige og undertrykte under russisk Herredømme, og naar man sagde til dem, at dette Land, som de ikke havde kunnet forsvare, nu idetmindste nød Fredens Velsignelser, at det paa ingen Maade var undertrykt, men blev styret af sine egne Embedsmænd, efter sine egne Love, saa blev de ikke glade ved at høre dette. Finland maatte ikke have Lov at føie sig lykkeligt uden under svensk Herredømme. Det var maaske menneskeligt, at de følte det saadan, men stort var det ikke og heller ikke klogt. Svundne Tiders Svenskere vilde have set anderledes paa den Sag. 34