var et Laan, uden Rod hos Landets egen Befolkning. Kærnen af dets Folk var en sovende, sløv, uvidende Masse. Finland var et elendigt, vankundigt, uforetagsomt Land. Og hvorfor? Ene og alene fordi det ikke var kommet til Bevidsthed om sig selv. Og der fandtes kun een Lægedom for dette Onde: at opgive alt svensk, drage det finske frem, gaa over til at blive en rent finsk Ståt. Det var en Lære, der var maaske ligesaa svær at følge som den, der bød at forsage al denne Verdens Glæde for Himmeriges Skyld, men derfor behøvede den ikke at savne Tilhængere. Finlands Ungdom følte sig dragen af den ene Forkyndelse saavel som af den anden. Og mange var de, der adlød Kaldelsen og bragte Ofret. Der laa noget tillokkende i at arbejde for en helt forsømt Stammes Rejsning. Mange afsvor at tale Svensk, mange drog ud blandt den finske Befolkning for at arbejde paa dens Vækkelse og Oplysning. Zachris Topelius, der havde været ivrig national lige siden Jubelfesten, hilste Saimas Prædiken med Glæde og Sympati. Men med sin Sans for Retfærdighed og Sandhed fandt han dog, han maatte protestere mod den Paastand, at det bestaaende savnede alt Værd. Han troede, at Fremtidens Idealer kunde naas, uden at man behøvede at forkaste alt hvad der allerede var vundet. Er det en Fejltagelse at tro, at det forekom Snellman utaalelige at den lille „Tuppen" i Helsingfors Tidningar ogsaa vilde give sit Ord med i Laget? Det var ikke Misundelse, han følte, kun Utaalmodighed over, at en Mand, hvis Bega- 37